Beskrivelse
I dette kursus dykker vi ned i de smukkeste efterårsblomster i crepepapir. Under forløbet får du mulighed for at fordybe dig i de mere tidskrævende og detaljerede crepepapirblomster, der ikke kan skabes på et par timers workshop.
Kurset består af 6 undervisningsgange, der har hvert sit tema, der tilsammen gør dig i stand til at sammensætte den skønneste sensommer og efterårsbuket med evighedsblomster i papir.
Niveau: Begynder-let øvet
Holdet er for dig, der har lavet nogle crepepapirblomster før, og som gerne vil gå i dybden med et længere forløb, hvor der er tid og plads til at lege med blomsternes udtryk. Det er også for dig, der er begynder og som har lyst til at lære nye teknikker, der gør dig i stand til at skabe naturtro papirblomster fra start til slut med indfarvet crepepapir.
Du behøver slet ikke være ekspert for at være med. Du skal blot møde op med en nysgerrighed og en lyst til at være kreativ med papirblomsterne i hyggeligt selskab.
Kurset er inkl. materialer:
Under kurset er der inkluderet alle de materialer som vi skal bruge for at skabe de fine naturtro blomster. Det vil sige, at jeg indfarver tysk og italiensk crepepapir til hver undervisningsgang, der passer til det specifikke tema.
Du får stillet alle redskaber til rådighed inkl. papirsakse, lim, akvarelmaling, soft pasteller, ler, blomstertråd, tuscher og meget andet. Du får naturligvis opskrifter og skabeloner som du kan følge både under og efter kurset.
Det praktiske:
6 undervisningsgange á 27,5 timer dvs. 36 lektioner i alt.
Du får en detaljeret undervisningsplan tilsendt ved tilmelding.
Dato og tema:
12/9: Brombærgrene i ler og papir.
26/9 + 27/9: Ball dahlia/georginer.
11/10: Indfarvningsworkshop og hortensia.
14/11: Hortensiastilke vol. 2.
28/11: Buketfyld og sammensætning af buketter.
Alle undervisningsgange er 4,5 time dvs. 6 lektioner inkl. frokostpause. Dog er første undervisningsgang i 5 timer til “Brombærgrene i ler og papir” inkl. frokostpause.
Tid og sted:
12/9 (kl. 10.30-15.30), 26/9-27/9, 11/10, 14/11 og 28/11.
Kl. 10.30-15 inkl. frokostpause.
Mårvej 28, 8722 Hedensted.
OBS.: Mødegangen d. 11/10 foregår i værkstedet på
Agersbøl Gods, Agersbølvej 25, 7100 Vejle.
Forfriskning:
Der vil blive serveret kaffe, te og lidt sødt til ganen. Du må meget gerne selv medbringe mad til frokost.
Pris:
Kursus for forløbet á 6 mødegange er 2950 kr.
Alle mødegange tilbydes som enkelte workshops med f.eks. Brombærgrene, Ball dahlia og hortensia. Du får en besparelse på 500 kr. ved at tilmelde dig hele forløbet frem for de enkeltstående kurser.
Det er mulighed for ratebetaling, hvor din betaling kan deles op i 2-3 rater uden gebyr. Send en besked via kontaktformularen, hvis du ønsker ratebetaling.
Tilmelding er bindende og refunderes ikke. Bliver du forhindret i at deltage f.eks. pga. sygdom er du velkommen til at sende en anden i dit sted.
Max. 8 deltagere på holdet.
Kursets indhold:
12/9: Brombærgrene i ler og papir
Første mødegang handler om at skabe brombærgrene ud af crepepapir og ler. Vi skaber blomster, knopper, blade og alle detaljer ud af crepepapir i de smukkeste farver. Jeg demonstrerer, hvordan du enkelt kan udforme dine egne brombær ud af selvhærdende ler, og du får lov til at male dine egne bær med akrylmaling. Du guides til sidst i at sammensætte alle delene til en naturtro bærgren.
26/9 + 27/9: Ball dahlia/georginer
Dahlia/georginer er en evig klassiker i efteråret. Dahliakurset strækker sig over en weekend med to mødegange, hvor du lærer at klippe og udforme forskellige typer af dahliablomster i papir. Vi fordyber os særligt i den tidskrævende kugle/ball dahlia, der med sine mange runde blade bliver en enestående og realistisk papirblomst. Du får derfor introduceret alle teknikker, der gør dig i stand til at opbygge og sammensætte dine livagtige dahliablomster som du kan arbejde videre med efter kurset.
11/10: Indfarvningsworkshop og hortensia vol. 1
Denne mødegang foregår i værkstedet på Agersbøl Gods. Her bliver du introduceret til indfarvning af crepepapir med flydende akvarel. Du lærer, hvordan du farver dit papir i de farver som du ønsker til dine hortensiastilke. Vi tager afsæt i hortensiablomstens smukke efterårsfarver, når du selv får farverne og alle farveteknikkerne demonstreret. På kurset arbejder vi både med de forberedende farveteknikker, men arbejder også med selve udformningen af hortensiastilkens mange dele, hvor jeg har forberedt indfarvet papir på forhånd.
14/11: Hortensiastilke vol. 2.
Da hortensiastilken består bl.a. af mange små blomsterklaser vil denne mødegang være en fortsættelse af hortensia vol.1. Vi arbejder videre med hortensiastilkenes opbygning, farvelægning og sammensætning. Her kan du evt. anvende dit eget indfarvede crepepapir fra vol. 1 eller du er velkommen til at bruge det papir som jeg forbereder. Du får mulighed for at gå i dybden med hortensiastilkens mange detaljer lige fra de små blomster i klaser, fordeling af klaser på blomsterstilken, så den får et ensartet udtryk og maling af de grønne blade med naturtro detaljer.
28/11: Buketfyld og sammensætning af buketter.
I denne undervisningsgang kan du lære at skabe forskellige typer af græsser og urter, der vil få dine blomsterbuketter til at stråle. Du vil blive introduceret til forskellige typer af ”buketfyld” som f.eks. prydgræs og forskellige bladgrene. Vi taler om sammensætning af blomsterbuketter, og du får mulighed for at sammensætte dine blomster fra kurset i enten en medbragt vase eller en bundet udgave.


























Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.